Landskabet er dynamisk, det har været – og er – under stadig forandring, hvilket skyldes både eustatiske og isostatiske kræfter, altså henholdsvis ændringer i havspejlets niveau og landhævning eller -sænkning.(1) I slutningen af jæger- stenalderen (5400-3950 f.Kr.) nåede havspejlet sit maksimum inden for den periode, hvor der har levet mennesker på vores breddegrader, og det stod 3-5 m højere end i dag i regionen omkring Roskilde Fjord. Dermed lå kystlinjen, hvor der er tørt land i dag, og mange af vores nuværende ådale udgjorde små fjordarme. Dengang kunne man sejle mange steder, hvor det ikke er muligt i dag. Imidlertid hævede landet sig efterhånden, vandet blev trukket tilbage, og det landskab, vi kender i dag, dukkede frem i løbet af bondestenalderen.

Kongesædet i Lejre

En lokalitet, der traditionelt har pådraget sig særlig opmærksomhed med hensyn til mulige eller umulige besejlingsforhold, er jernalderkonge- sædet i Lejre (fig. 1). Kunne man dengang sejle de ca. seks km fra bunden af Lejre Vig ad åen indtil dette betydningsfulde sted, som var i funktion fra ca. 500 til 1050 e.Kr.?(2) Det er et rigtigt guldaldermaleri: Langskibenes knejsende dragehoveder i ådalen neden for skråningen med den mægtige kongehal. Guldaldermaleriet er jo sådan set ikke grebet ud af den blå luft, for i sagaerne sejler kongerne så godt som altid, når de skal ud at føre sig frem. Skibet og kongemagten havde et symbiotisk forhold i jernalderen.

Et skib i ådalen?

Havde fordums kongers snekker besejlet Lejre Å, så kunne man måske være så heldig at finde resterne af et skib i dag? Det var motivationen for nogle undersøgelser i ådalen, som blev foretaget af Vikingeskibshallen, Nationalmuseet, Roskilde Museum og Lejre Fredningsforening i første halvdel af 1980’erne. På Lejre-egnen havde der nemlig i mange år floreret den historie, at der ved et gravearbejde i Lejre Ådal i slutningen af 1930’erne skulle være fundet plankerne fra et vikingeskib. Historien kom fra arbejdsmænd, som havde været med ved anlæggelsen af den kildeplads i ådalen, der til i dag medvirker til at forsyne København med drikkevand.

I musealt regi begyndte historien den 5. december 1977, hvor Ole Crumlin- Pedersen fra Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium i Roskilde blev ringet op af en fru Aasted – indrømmet, et for sagen ganske sigende efternavn. Fru Aasted havde før boet i Gevninge, og hendes nabo her – en hr. Sørensen – arbejdede ved vandværket. Han fortalte, at der var fundet et ”vikingeskib” ved gravearbejderne i ådalen, men at man havde holdt fundet hemmeligt for ikke at forsinke arbejdet. Nu var hr. Sørensen død, og fru Aasted mente, at hun nu kunne give sin hemmelighed videre.(3) Men i Lejre Fredningsforening havde man kendt til ”vikingeskibssagen” i længere tid. Foreningens formand, Leif Færregaard Jensen, var siden 1973 gentagne gange blevet præsenteret for historien, og folkene fra foreningen udforskede den yderligere i tiden fra 1977 til 1979. Gennem interviews med en række lokale, som på den ene eller anden måde havde været involveret – eller kendte nogen, der havde – kom flere oplysninger frem. Det skete dog ikke uden sværdslag, for flere var uvillige til at tale om sagen, da arbejdsformanden dengang angiveligt havde truet dem til tavshed – en trussel, som åbenbart stadig havde sin virkning fire årtier senere. Men det lykkedes alligevel at få vigtige detaljer frem, ikke mindst om, hvor ”skibet” formodentlig var blevet set.

Eftersøgning med georadar i 1981

Med Jan Skamby Madsen fra Vikingeskibshallen i spidsen indledte museerne og Fredningsforeningen på den baggrund en undersøgelse i ådalen. Ud fra de forhåndenværende informationer blev eftersøgnings- stedet indkredset til omtrent 30 m syd for Lænkebro, som stedet hedder, hvor landevejen mellem Roskilde og Holbæk krydser dalen (fig. 2). Her ved Københavns Vandforsynings brøndboring nr. G23 mente man, at stedet var.

Som værktøj blev en af de dengang helt nye metoder valgt, georadar. Georadaren sender et radarsignal ned i jorden, og signalets refleksion kan fortælle om strukturer eller konstruktioner, der skiller sig ud fra jordlagene. På den måde kan man i princippet kigge ned i jorden – uden at svinge spade og skovl. Georadarundersøgelsen i Lejre Ådal var sammen med undersøgelserne af Sydhøjen i Jelling blandt de tidligste forsøg med denne metode på det arkæologiske område i Danmark.(4) Med georadaren kunne man dække et relativt stort område og på baggrund af resultaterne efterfølgende sætte ind med udgravninger på udvalgte steder.

Undersøgelsen, der fandt sted i oktober 1981, dækkede et areal på ca. 470 m2 omkring vandværksbrønden.(5) Radarsignalet kunne dog kun nå 1-1,5 m ned under overfladen og dækkede dermed blot ferskvandstørven. En boreprøve viste, at der under denne dybde fandtes marine aflejringer. Desværre gav georadaren ikke entydige resultater, men der kunne dog udpeges enkelte ”anomalier” i undergrunden, der muligvis kunne være forårsaget af større træstykker. Der blev også planlagt en prøvegravning på de udpegede steder i maj 1982, men den fandt ikke sted.(6) Der er dog også kun et enkelt af de udpegede steder, som kan have relevans, da det befinder sig, hvor der blev gravet i forbindelse med brønden, mens de andre ligger uden for graveområdet fra 1930’erne (fig. 3).

Boringer og prøvegravning i 1984

Efter de ikke helt entydige resultater fra 1981-undersøgelsen fortsatte Fredningsforeningen indsatsen i Gevningeområdet med at indsamle oplysninger om fundet i ådalen. Det førte til ny og mere præcis viden, som tydede på, at georadarundersøgelsen havde ramt ved siden af. Ifølge de nye oplysninger var fundet gjort neden for Orehøjgård, 600- 800 m syd for Lænkebro. Det havde befundet sig i to meters dybde og havde kunnet følges over en strækning på fem meter i vestsiden af ledningsgraven. På den baggrund granskede folkene fra foreningen terrænet, sammenholdt det med vandforsyningens kortmateriale, og interessen samlede sig derefter om strækningen mellem to vandværks- brønde, G18 og G17 (fig. 4).(7)

Eftersøgningen blev taget op på ny i 1984.(8) Nu med jordbor på stræk- ningen mellem de to brønde. I alt 22 boringer blev foretaget for at finde frem til trærester, og omtrent midtvejs mellem brøndene dukkede der pludselig træ op i adskillige boringer. Træet lå godt en meter nede, og et gennemsyn på Vikingeskibshallen viste, at der var tale om ret nedbrudt fyrretræ. Det var på tide at foretage en prøvegravning, hvilket skete i juni-august 1984.

Et lille udgravningsfelt på 6 m2 blev anlagt der, hvor koncentrationen af træ havde vist sig (fig. 5). Terrænoverfladen var her ca. 3,6 m over havets overflade. Der blev gravet ned gennem tørven, til omtrent halvanden meters dybde, ned til istidens aflejringer af grus og sand, som befandt sig ca. 2,4 m over havets overflade. Undervejs undersøgte Frednings- foreningen mange stykker træ, der viste sig at være fyrretræ, ligesom i boreprøverne. Men beklageligvis viste træet sig at være uberørt af menneskehånd, det var naturens efterladenskaber omkring vandløbet.

v

Overgangene har været der, hvor landskabet gav de bedste muligheder for passage, for eksempel hvor strækket over ådalen var kort. Ofte kan de findes ved gamle vejforløb, og nogle gange kan man blive ledt på sporet på ældre kortmateriale, hvor ”vad” eller ”spang” kan være markeret. Ved en række undersøgelser i Tryggevælde Ådalen ved Stevns i 1970’erne blev oldtidens veje og vadesteder systematisk eftersøgt, og der blev lokaliseret adskillige fra mange perioder i oldtiden og middelalder.(21) Også træbyggede konstruktioner blev fundet; i ét tilfælde var bygningstømmer fra jernalderhuse eller lignende blevet genanvendt som fundering af en stenlagt vej.(22)

Var det resterne af et vadested, som arbejderne fandt, da de stødte på plankerne i ådalen? Det er en nærliggende tanke og mere oplagt, end at det skulle være et skib i sin helhed. Man kan have genanvendt forskelligt konstruktionstømmer til opbygning og forstærkning af vadestedet – det kan jo sågar have været genbrugt skibstømmer, men nu bevæger vi os vist ud på gætteriets overdrev.

Flere steder er der spor efter – eller efterretninger om – konstruktioner på tværs af ådalen, dog uden at de umiddelbart kan sættes i forbindelse med ”skibet”. Lad os kaste et blik på dem, for til slut at vende tilbage til skibet.

Dæmningen ved Gl. Lejre

Mest markant og velundersøgt er den fredede dæmning lige sydøst for Gl. Lejre, der krydser ådalen, og hvorpå vejen til skibssætningerne ligger (fig. 12). Den ca. 200 m lange konstruktion er opført i midten af 1300-tallet og menes at have været en mølledæmning, som opstemmede vandet i en dam syd for, så det kunne bruges til vandmølledrift. En mindre udgravning i 1982 viste, at dæmningen var 10-15 m bred og havde en højde på 4-5 m. Det var en tørveopbygget vold med en indre konstruk- tion af nedrammede pæle.(23) Dæmningen fungerede naturligt – som i dag – som passage af ådalen. Her gik vejen mod Kornerup, der kan følges på gamle kort tilbage til ca. 1750,(24) men som formentlig er langt ældre.

Overgangen neden for Harald Hildetands Høj

Også nordøst for Gl. Lejre er der en passage af ådalen, som kalder på interesse. Der er tale om en lav dæmning af ½ m højde og 4-5 m bredde ved foden, som strækker sig knap 60 m fra landsbyen mod nordøst, på tværs af ådalen, og ud til selve åløbet, som her befinder sig i dalens østkant (fig. 13). I dag er der en trampesti på dæmningen, og selve åen forceres via en spang. Alderen på anlægget lader sig ikke umiddelbart spore, og der har indtil videre ikke været foretaget arkæologiske under- søgelser lige her. Ej heller ældre kortmateriale gør os klogere på, hvor længe der har været et vad eller en spang her. Imidlertid gjorde arbejdsmændene i 1930’erne en interessant opdagelse i dette område, da ledningen skulle graves ned. Det fremgår af nogle oplysninger, som Lejre Fredningsforening indsamlede: ” … Endvidere har fhv. vandværksarbejder Kaj Christiansen, Allerslev, i 1977 fortalt os, at der under ledningsarbejdet i 30’erne gravedes igennem en række stolper, på tværs af ådalen, om- trent ud for Harald Hildetands høj. Han havde dengang tydet det som rester af en havn.”(25)

Vi kan ikke med sikkerhed vide, om stolperækken blev fundet præcis i den lave dæmning, vi kan se i dag. Men det er en nærliggende tanke, og efterretningen om tømmerkonstruktionen leder tanken videre til, at der i givet fald må have været tale om et anlæg af blivende karakter. Spørgsmålene om alder såvel som karakter kan formentlig besvares ved en mindre arkæologisk udgravning på stedet.

Lune Mølledæmning?

Længere nordpå, omtrent på højde med gården Sønderdal øst for ådalen, findes et menneskeskabt anlæg,26 hvis konkrete funktion svæver i det uvisse. Det er en større vold, der er anlagt på tværs af dalen, der her er meget smal. Volden er mindst 40 m lang, 20-25 m bred ved foden og har en højde på godt 3 m (fig. 14). Den synes oprindeligt at have været en forlængelse af en naturlig landskabsformation i ådalens østside, og på Original 1-kortet fra 1800-tallets begyndelse ses volden som en kraftig forhøjning, hvor åen slynger sig vest om. På dette kort ses også mark- navnet ”Veile Agre” lige ved volden, som antyder, at man her har kunnet passere åen, da ”vejle” betyder vadested. På senere kort, fra sidste halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, løber åen på begge sider af forhøjningen, mens den i dag kun løber øst om i en lille slugt, der lader til at være gravet. Det ses også på kortene, at slugten har kunnet forceres via en spang. Volden kunne for så vidt være tænkt som en overgang, men dens omfang overstiger langt det nødvendige for at opfylde denne funktion, og den må enten have været tænkt som en særlig imposant overgang eller have haft en anden primær funktion.

En sådan anden funktion kunne være mølledæmning, ligesom dæm- ningen sydøst for Lejre. Det ville betyde, at der har ligget en vandmølle nord for dæmningen. Det gør der ikke i dag, men det bliver interessant, hvis vi igen kigger på Original 1-kortet fra o. 1800. Her antyder det på- faldende marknavn ”Lune Mølle Agre”, umiddelbart nord for dæmningen, tilstedeværelsen af en nu forsvundet vandmølle på dette sted i ådalen. Mistanken bestyrkes yderligere af et nyt arkæologisk fund, som blev gjort i 2021 i forbindelse med HOFORs ledningsarbejder langs åen. Her stødte gravemaskinen på sporene efter en menneskeskabt regulering af åen, en mulig møllekanal, netop på Lune Mølle Agre. Kanalens sider var konstrueret med lodrette pæle og store sten, og et sted var der brugt vandrette planker for at afholde stenene fra at skride ud i kanalen. Da vi udgravede disse planker, var det svært ikke at tænke på ”skibsplan- kerne” fra spøgelsesskibet (fig. 15). Der blev undersøgt et forløb på ca. 15 m af møllekanalen, hvilket nok ikke er hele dens længde. Vi kender endnu ikke alderen på kanalen, men det ret velbevarede træ fra den vil blive undersøgt nærmere i 2022 med henblik på en datering.

Hvad med spøgelsesskibet?

For nu at vende tilbage til sagens udgangspunkt: ”skibet” i ådalen, som vi antager reelt er tømmer fra en konstruktion i dalen og ikke et fartøj, som har skullet sejle på åen. Der er ikke noget sammenfald med den strækning langs åen, hvor ”skibet” skulle være påtruffet, og de anlæg i landskabet – dæmninger, vadesteder møllekanaler – som vi kender til

i dag, og som kan tænkes at udgøre sådanne konstruktioner (fig. 16). Det kan naturligvis ikke udelukkes, at ”skibet” slet ikke blev fundet på den strækning, hvor man ledte efter det, men nærmere Gl. Lejre. I så fald er det nærliggende, at arbejderne dengang stødte på en del af den møllekanal, vi nu har fundet. Imidlertid er udsagnet ret entydigt: at fundet blev gjort nord for pumpestationen i ådalen – og man kan vanskeligt forestille sig arbejderne tage fejl netop på dette punkt. Pumpestationen var jo en del af deres projekt. Det mest rimelige er, at de stødte på et fortidsminde, som vi i dag ikke kender til.

Lad os kaste et nærmere blik på området, hvor tømmeret lader til at være fundet, med udgangspunkt i den lokalisering, som Lejre Fredningsfor- ening nåede frem til i 1980’erne. Der er ikke andre gamle stednavne, som indikerer ukendte vandmøller eller vadesteder. Men på de Høje Maalebordsblade fra sidste halvdel af 1800-tallet ses et vejforløb, som snor sig vest ud af Kornerup ved gården Vesterlund og forcerer Kornerup Mose hen over de højeste områder i terrænet. På bakkedraget, der skyder sig op mellem ådalen og mosebassinet, stopper vejen tilsyneladende. Men på den anden side af ådalen ses et andet gammelt vejforløb, som går op mod Orehøjvej og støder til den lige øst for Orehøjgård. Det er nærliggende at tænke sig, at disse to gamle vejforløb, som hver især ender blindt, engang har været knyttet sammen – og hvis det er tilfældet, må der have været et vadested i denne del af ådalen. Mon det var dette vadested, arbejderne traf på dengang i 1930’erne, da de fandt ”spøgelsesskibet”?

Tak til: Anne C. Sørensen, Vikingeskibsmuseet, for at finde sagsakterne frem i arkivet og stille dem til rådighed; Jan Skamby Madsen, tidl. Moes- gaard Museum, for supplerende oplysninger; Tonny Andersen, Maritimt Forsøgscenter i Lyndby, for udlån af norsk pram til test-roturen på Lejre Å.